Avis forbedrer kundeservice via SMS

Redpill Linpro og Cellpoint Mobile har ved frugtbart samarbejde skabt et nyt SMS-modul til Open Source-systemet SugarCRM.

Udviklingen er sket i samspil med Avis, som fremover vil tilbyde kunderne skræddersyet service på SMS, når de lejer bil.

Danskere, nordmænd og svenskere får nu bedre og mere personlig service, når de lejer bil hos Avis. Det sker med implementering af et nyudviklet SMS-modul til SugarCRM. Avis valgte at skifte til Open Source systemet sidste år for at styrke kontakten til kunder og forretningspartnere i Norden. Med skiftet fik Avis et billigere CRM-værktøj med samme bredde og kvalitet som de proprietære løsninger på markedet.

Redpill Linpro har efter ønske fra Avis sammen med Cellpoint Mobile udviklet et tidssvarende SMS-modul til det populære Open Source system. Avis, som også har haft en finger med i udviklingen, får nu et redskab til at kommunikere mere direkte med sine kunder i Norden:

”På SMS kan vi ramme kunderne meget præcist. Selvfølgelig forudsat, at de selv siger ja tak til vores nye SMS-service. Vi oplever, at kunderne i stigende omfang efterspørger services på SMS. Derfor har det været afgørende at skifte et forældet SMS-system ud med det nye modul til SugarCRM. Fremover tilbyder vi også vores kunder en række services på SMS. Eksempelvis vil kunden få en bekræftelse af deres bilreservation på SMS, fordelagtige her-og-nu tilbud på billeje eller en huske-SMS om afhentning af bilen. Der er ingen tvivl om, at Redpill Linpro og Cellpoint Mobile har ramt plet med det nye modul. Via SMS kan vi i langt højere grad fastholde kunderne og styrke bundlinien,” fortæller CRM-chef Tom Orvei fra Avis Scandinavia.

Spam-fri løsning

I udviklingen af SMS-modulet har en spam-fri løsning stået højest på ønskelisten. Det har været afgørende for såvel Avis som Cellpoint Mobile og Redpill Linpro, at løsningen sikrer intelligent brug af SMS, så kunderne ikke får en dårlig oplevelse, der ødelægger virksomhedens image:

”Vi forsøger at hindre SMS-spam ved for det første selvfølgelig at overholde markedsføringsloven, således at kunden altid selv skal tilmelde sig virksomhedens SMS-service. For det andet betaler virksomheden for hver enkelt SMS, som sendes til kunden. Herved tænker virksomheden sig bedre om – i modsætning til den ofte tankeløse markedsføring via e-mail, som vi alle dagligt udsættes for. Og for det tredje er der mulighed for at tilslutte en ”karantæne”-funktion. Den benytter Avis eksempelvis for at sikre, at kunderne ikke indenfor samme tidsrum får for mange kampagnetilbud og derved oplever SMS’erne som spam,” siger Kristian af Sandeberg, Product Manager SugarCRM, Redpill Linpro.

Mobil guldgrube

Redpill Linpro og Cellpoint Mobile oplever allerede stor interesse for deres nye SMS-modul til SugarCRM. Og med god grund:

”Ifølge Gartner Group giver en reducering af kundefrafald på 5 % virksomheden et afkast på bundlinien på 25 %. Især i krisetid vækker dette stor interesse i markedet. Gartner Group mener også, at den mobile kanal er den bedste til at implementere selvbetjeningsservices, som giver virksomheden store omkostningsbesparelser i form af effektivisering. Det er derfor alfa omega for virksomhederne at tænke mobile løsninger ind i deres tilgang til både interne processer og kommunikation med kunder, hvis de vil fastholde og udbygge kontakten til forbrugerne – ikke mindst blandt de yngste målgrupper. Flere og flere forbrugere bruger mobilen som udgangspunkt for såvel kommunikation som informationssøgning og forventer at møde virksomheden gennem den mobile kanal. Vi ved også, at 98 % af alle SMS’er bliver åbnet af modtageren. Kommunikation via mobilen giver derfor en meget direkte adgang til kunden og kan føre tættere relationer med sig. Men den direkte adgang til kunden betyder også, at virksomheden i langt højere grad skal bruge SMS-services med omtanke, så det ikke opfattes som spam, der i stedet skader deres image,” siger grundlægger og Executive Vice President hos Cellpoint Mobile Jonatan E. Buus.

Avis tog det nye SMS-modul i brug i maj 2009. Redpill Linpro og Cellpoint Mobil oplever allerede stor interesse for det nye modul og er allerede ved at implementere nyheden hos andre interesserede brugere af SugarCRM i Norden og USA.

Om Avis
Avis er Skandinaviens førende biludlejningsfirma med over 350 udlejningskontorer og 15.000 udlejningsbiler fordelt på Danmark, Sverige og Norge. Virksomheden udlejer personbiler, minibusser, varebiler og lastbiler. Avis yder også - som medlem af en international organisation - service i mere end 170 lande med 5100 udlejningskontorer verden over. Avis i Skandinavien har 1200 medarbejdere.

Læs mere på: www.avis.dk

Om Cellpoint Mobile

Cellpoint Mobile leverer infrastrukturelle løsninger og produkter, hjælper virksomheder med at identificere mulighederne og komme udenom begrænsningerne i den mobile kanal. Herved kan vore kunder udnytte alle fordelene ved brug af den mobile kanal.

Cellpoint Mobile er repræsenteret i Danmark, England og USA. Firmaets kunder er fordelt over hele Skandinavien og det øvrige Europa og ikke mindst på det amerikanske marked, hvor det har været repræsenteret siden 2002.

Læs mere på: www.cellpointmobile.com

Om Redpill Linpro

Redpill Linpro har i dag en af de førende konsulentorganisationer i Europa, som – foruden SugarCRM - er bygget op omkring produkter som JBoss, Hibernate, PostgreSQL, Alfresco med flere. I supportkoncepterne indgår blandt andet muligheden for lokal support døgnet rundt - 365 dage om året og on-site support. Blandt Redpill Linpro’s kunder findes – foruden Fullrate - større nordiske selskaber og organisationer indenfor telekommunikation, bank og finans, rejseliv samt logistik. Redpill Linpro har kontorer i København, Stockholm, Gøteborg, Karlstad, Oslo, Stavanger og Helsinki.

For yderligere information kontakt venligst

Kristian af Sandeberg, Product Manager SugarCRM, Redpill Linpro.

Mobil: 23300372

E-mail: kristian.af.sandeberg@redpill-linpro.com

Jonatan E. Buus, Grundlægger og Executive Vice President, Cellpoint Mobile.

Mobil: 28882861

E-mail: jonatan.buus@cellpointmobile.com

Tom Orvei, CRM-chef, Avis Scandinavia.
Mobil: +47 4807 0454
E-mail: tom.orvei@avis.no

København, 9. juni 2009

Calendar