Hvad kan man gøre med Open Source?
Som analogien illustrerer, får du selv større råderet over dine investeringer. Det giver dig større valgfrihed i forhold til, hvem du må benytte til at hjælpe dig, og øget fleksibilitet i forhold til, hvad du må gøre med softwaren. Al software er underlagt en såkaldt licens – det vil sige et sæt regler, der fortæller, hvad du må og ikke må gøre med softwaren. Den licens, der følger med Open Source, giver dig mulighed for at gøre ting, man ikke kan gøre med lukket software.. Vi nævner her de vigtigste licenstyper.
Brug programmet, som det passer dig
De fleste lukkede softwarepakker har klausuler, der forhindrer dig i at bruge programmet, som det passer dig. Det kan for eksempel være, at du har to computere derhjemme og ønsker at bruge programmet på begge maskiner, men er nødt til at købe en licens til hver computer. Hvis du køber en studielicens, har du ofte ikke lov til at benytte samme licens til erhvervsformål, hvis du eksempelvis starter egen virksomhed, når du er færdig med at læse.
Med Open Source er der ingen, der dikterer, hvordan du skal bruge den software, du har anskaffet dig.
Studér programmets virkemåde
Hvis du har kompetence til det – eller hvis du kender nogen, der har – har du mulighed for at studere 'opskriften' på programmet, den såkaldte kildekode. Du kan dermed se og forstå, hvordan programmet fungerer, så du kan sikre dig, at programmet gør, hvad det skal.
Ændring af programmets virkemåde
Ikke alene får du lejlighed til at studere kildekoden – du får også mulighed for at foretage ændringer i kildekoden, så programmet fungerer, så det passer dig bedst. Måske hersker der specielle behov for dig eller din virksomhed, der gør, at du ønsker at ændre funktionaliteten. Ændringerne kan du selv foretage, eller du kan vælge at få nogen til at hjælpe dig.
De ændringer, du foretager, kan du dele med den oprindelige udvikler af softwaren. På den måde bidrager du, sammen med mange andre, til at forbedre softwarens funktionalitet og kvalitet.
Del programmet med andre
Hvis du synes, at det program, du benytter, kan være til fordel for andre, står det dig helt frit for at distribuere så mange kopier, du måtte ønske. Du kan for eksempel uddele cd’er eller tilbyde programmet til downloadning på internettet. Det danske IT- og Telestyrelse har etableret Softwarebørsen, hvor den offentlige sektor kan dele software, de selv har udviklet eller ændret for offentlige midler. Deling af software i det offentlige resulterer i mindre forbrug af skatteydernes penge på licenser til lukket software.
Du kan læse mere om åben kildekode og den underliggende lovgivning på IT & Telestyrelsens hjemmeside