Avis og Redpill Linpro indgår samarbejde om Open Source

Avis har valgt at implementere Open Source systemet SugarCRM for at styrke kontakt med kunder og forretningspartnere i Norden. Det sker i partnerskab med Redpill Linpro, der kunne tilbyde Avis et billigere CRM-værktøj med samme bredde og kvalitet som de proprietære løsninger på markedet.

Til foråret står Avis i Danmark, Sverige og Norge klar med et nyt integreret CRM-system, som professionaliserer og effektiviserer arbejdet med salg- og markedsføring og styrker kontakten til virksomhedens kunder i de tre nordiske lande.

”Avis behøver et nyt og bedre CRM-system, så vi kan øge effekten af vores nordiske salgs- og markedsføringskampagner. Det er afgørende for vores konkurrenceevne, at vi kan skræddersy kontakten til kunder i salgskanalen og styrke kommunikationen til vores mange forretningspartnere Norden over. Samtidig ønsker vi et højt niveau af videndeling i Norden, så vi kan drage nytte af erfaringerne fra hvert enkelt land. Vi faldt for Open Source systemet SugarCRM, som blandt andet har et meget stærkt kampagnemodul og mulighed for tilvalg af speciel-moduler til eksempelvis Avis kort modul og SMS modul,” siger CRM-chef Tom Orvei fra Avis Scandinavia.
Forud for valget af nyt CRM-system gennemførte Avis et omfattende researcharbejde for at undersøge, hvilket it-system som bedst matchede virksomhedens behov:

Stærk konkurrent til proprietære systemer

”Vi havde ingen tidligere erfaringer med Open Source hos Avis. Et naturligt første skridt var derfor at se på proprietære CRM­-systemer, som passer i vores eksisterende Microsoft-miljø. Det nye system skulle være fleksibelt og give mulighed for rådgivning og support hos en ekstern samarbejdspartner. Det gik dog hurtigt op for os, at en Open Source-løsning var lige så stærk og lige så let at integrere i vores eksisterende it-miljø, som de konventionelle løsninger.” siger CRM-chef Tom Orvei, Avis Scandinavia.

SugarCRM er i dag det mest brugte Open Source CRM-produkt, som findes på markedet. Systemet forbedrer med konkrete værktøjer brugernes kommunikation til kunder og samarbejdspartnere, øge kontrollen med salgscyklusen og medvirker til at skabe tættere relationer til virksomhedens forskellige målgrupper.

Flere virksomheder vælger Open Source

”Vi er meget begejstrede for det nye frugtbare partnerskab med Avis og fulde af respekt for virksomhedens mod til at tage ny teknologi i brug. Hos Redpill Linpro oplever vi, at flere og flere virksomheder som ikke tidligere har arbejdet med Open Source nu også skifter til de åbne it-systemer. Årsagen er den høje kvalitet kombineret med de store økonomiske besparelser, virksomhederne henter. Især i krisetid bliver dette et afgørende argument, når it-systemerne skal opgraderes. Derfor ser vi også et støt voksende marked for professionelle Open Source tjenester i Norden eksempelvis med SugarCRM, som kan tilpasses alle brancher,” siger Kristian af Sandeberg, Product Manager SugarCRM, Redpill Linpro.

Avis og Redpill Linpro forventer at afslutte en succesfuld implemtering af det nye CRM-system i foråret. Det betyder, at det omfattende nye system er implementeret i virksomhedens tre nordiske selskaber på blot fem måneder.